Faste læsere vil vide, at jeg med åbne øjne og 100% bevidsthed gerne overgiver mig til alle former for slesk og manipulerende markedsføring, så længe den rammer mig. Jeg er aldeles hæmningsløs, når det kommer til kommunikation, de skal bare give den gas – jeg skal nok bagefter beslutte, om jeg vil købe dimsen eller ej. Og hvis de kan finde ud af at forføre mig med markedsføring og holde en samtale kørende med min indre dialog, så fortjener de at få solgt lidt, så det ikke står og fylder på lageret, ikke?

Så min skuffelse var stor, da jeg småløb over Amagertorv i dag for at nå at se, om der mon var noget tøj, der ikke var pastelfarvet, på Zaras hylder (gæt selv). For sikke … hårdt, der blev talt til mig fra dette facadevindue hos en ellers veldrejet forretning, hæderkronede Illums Bolighus.

Jeg ved godt, hvad de gerne vil have mig til. At få sådan et loyalitetskort og købe flere ting hos dem end hos de andre, og for det stikker de mig så et eller andet – rabat, specialarrangementer, en særlig fin mulepose, whatever.

Det, jeg kløjs i her, er at de taler om sig selv først. Og så mig, kunden. Sådan en sart sjæl som mig kan nemt komme til at opfatte et sikkert velment budskab som en ordre, når det er formuleret sådan.

‘Er du loyal mod os, har vi flere fordele til dig. Ellers …‘

Er det ikke også lidt … 90er-agtigt … at decideret afkræve kunderne loyalitet på den måde. Er det ikke noget, vi allesammen skal gøre os fortjent til hos moderne forbrugere? Illums Bolighus, ind i kampen, den skal vindes på en helt anden bane!

Det må også have været en dræber-opgave for en stakkels tekstforfatterspire at skulle skrive endnu en tekst om endnu et loyalitetsprogram. Men man kunne godt have arbejdet lidt mere med denne her …

Måske er jeg blevet nærtagende og overfortolkende på mine gamle dage. Men jeg er også blevet mere velhavende. En ærgerlig kombination for Illums Bolighus.